Grupper

Modellen her viser SYMB!-organisationen og de mange grupper. De 4 organiserende grupper; IT- og kommunikationsgruppen, organisationsgruppen, eventgruppen og ejendoms- og økonomigruppen har navngivne tovholdere, der er de forbindende årer mellem bestyrelsen og viften af frivilliggrupper. Tovholderne danner den kommunikative tråd til eventgruppen, som er SYMB!´s samlende udviklings – og rekrutteringsplatform, og til bestyrelsen, som er SYMB!´s formelle ansvars og beslutningsorgan.

SYMB! udbygger løbende sit netværk af fysiske faciliteter, der kommer i spil, når der sættes nye aktiviteter i søen – derfor finder SYMB!-aktiviteterne sted på forskellige adresser.

Følg også med på vores Facebookside.

Eventgruppen

Det er i eventgruppen, at SYMB!´s frivilliggrupper opstår og løbende mødes for at udvikle og planlægge aktiviteter. Eventgruppen er det forum, der forbinder borgerne, genererer idéer og udvikler, koordinerer events og aktiviteter. Eventgruppen mødes fast hver 14. dag og er altid åben for nye frivillige, initiativer og idéer.

Tovholder: Henrik  Brinkløv, 21 79 00 07.

IT- og kommunikationsgruppen

Alle aktiviteter og events understøttes af IT- og kommunikationsgruppen, der sikrer formidling og kontinuerlig markedsføring på de sociale medier, i den skrevne lokalpresse og SYMB!´s hjemmeside og nyhedsbrev. Gruppen står også for SYMB!´s interne kommunikation på Google Drev, for det IT-understøttede medlemssystem og tilmeldinger ved større events mm. ligesom det er her, der arbejdes med SYMB!-logoer, grafik og andet IT-arbejde.

Tovholder: Vacant

Organisationsgruppen

Organisationsgruppen er det organisatoriske koordinerende maskinrum, som arbejder med den strategiske udvikling samt fundraising og udvikling af en socialøkonomisk forretningsmodel. I dette arbejde ligger også opbygning af samarbejdsflader med Kalundborg Kommune, erhvervsliv og uddannelsessektor og samarbejdsparter på den nationale bane. Organisationsgruppen står for markedsføring, kommunikation og deltagelse i debatter mere overordnet i lokalsamfundet og på den nationale bane.

Tovholder: Louise Kolbjørn, 22 25 66 64.

Ejendoms- og økonomigruppen

Gruppen varetager de økonomiske opgaver der ligger i SYMB!, herunder budgetter og planlægning af et evt. crowdfunding projekt. Samtidig afsøger gruppen ejendomsmarkedet generelt i Kalundborg, for på sigt at kunne lokalisere passende lokaler til SYMB!.

Tovholder: Kelly Sandberg, 40 20 20 71.

Bestyrelsen

Bestyrelsen er det formelle organ med det endelige ansvar for det, der sker i SYMB! herunder økonomiske dispositioner. Bestyrelsen bidrager især med dens brede viden qua sin tværsektorielle sammensætning og med sine mange netværker og tråde ud i lokalsamfundets på mange niveauer. Bestyrelsen understøtter SYMB!´s udvikling både på den korte og den lange bane og har en række formelle opgaver ifm. møder med f.eks. revisor, kommune og erhvervsaktører. Der holdes 10 bestyrelsesmøder pr. år.

Frivilliggrupperne

I de konkrete frivilliggrupper findes en stor mængde af frivillige, der organiserer de konkrete aktiviteter og events. Det er borgerens egne idéer og initiativer, der bestemmer hvilke grupper, der oprettes. Alle aktiviteter er åbne for nye deltagere, og der markedsføres løbende på facebook, hjemmeside og i den skrevne presse. Kontakt tovholder for Eventgruppen, hvis du vil vide mere eller være med.

Folkekøkken: SYMB!-folkekøkken løber af stablen en gang om måneden i samarbejde med Café Solsikken. Prisen er 55kr for voksne og 25kr for børn. Der er plads til 60 deltagere. Erfaringen er, at det er en bred sammensat skare, der kommer til Folkekøkken; ældre, unge, børnefamilier, tilflyttere, ’gamle’ lokale borgere, folk med forskellige professioner, socioøkonomiske ståsteder og holdninger til livet. I det hele taget et bredt mix af mennesker.

Krea-gruppe: SYMB!´s kreagruppe mødes pt. en gang om måneden – inden længe to gange pr. måned. Det er en åben gruppe, hvor der i gennemsnit deltager 10-15 personer. Krea-gruppen har deres egen facebookgruppe, hvor de planlægger og kordinerer.

Kend Vores Egn: Kend Vores Egn-gruppen er en projektgruppe, der arbejder på at lave egnsture og andre aktiviteter, der kan styrke vores lokalkendskab og den lokale stolthed. De søger mindre puljer til finansiering til konkrete ture, men arbejder også på at skabe en mere permanent forretningsmodel i samarbejde med en vifte af de lokale virksomheder.

Boformgruppen: Boformgruppen er en udviklingsgruppe, der bruger SYMB! som en spirebakke, hvor mennesker med interesse for alternative boformer forbinder sig til hinanden og udvikler projektet. Det er ikke meningen, at SYMB! konkrete skal etablere for alternative boformer, men være den spirebakke, hvor lokale borgere med overlappende interesser kan mødes og udvikle.

Værksted: SYMB!-værksted er under opbygning.

Aktive Ledige: SYMB!-netværket for ledige er under opbygning.

Børne/Teen: Gruppen for børne- og teen-aktiviteter er under opbygning.