I SYMB er vi alle medskabere

SYMB skaber fællesskaber, lyder et SYMB-slogan, men hvordan foregår det egentlig, og hvad gør det godt for? Det beskriver vi i en række interviews med vidt forskellige mennesker, der har ét tilfælles: De kommer i SYMB, og deres grunde er lige så forskellige, som de selv er. Her er historien om Søren Mariegård. Søren vil gerne udfordre begrebet frivillig og erstatte det med ordet medskaber.

Af journalist Sonja Husted Rasmussen

Søren Mariegård, 67 år, stiftede bekendtskab med SYMB, da han for tre år siden var på en tur med Kalundborg Symbiosen som tema. Hans interesse blev vakt, da han hørte, at det var intentionen at gøre SYMB til en socialøkonomisk virksomhed. Den form for virksomhed har han stor erfaring med fra Roskilde Festival, hvor han i en årrække var frivillig og senere som fuldtidsansat blev en del af festival-ledelsen og af Roskildefonden.

– Jo, jeg ved en smule om socialøkonomi, siger Søren beskedent.

I dag er han pensionist, og i SYMB er han engageret i mangt og meget, så meget at det nok svarer til et fuldtidsjob, godt og vel, bedømmer han.

Hans tid er dog ikke alene helliget SYMB. Det vigtigste af alt er barnebarnet Jonathan på to år. Han har første prioritet, når timerne skal fordeles.

Store planer venter forude, for Søren Mariegård har vendt rundt i sit liv i forhold til så mange andre. Han nåede aldrig at få en uddannelse. Det blev der ikke tid til i de travle år, så det agter han at råde bod på: Han har i sinde at læse kunsthistorie.

Kræmmer af Guds nåde
Søren Mariegaard har hele sit liv været engageret i meget forskelligt. Han kalder sig selv en kræmmer af Guds nåde:

– Jeg har altid været interesseret i alt, hvad jeg kunne købe billigt og sælge dyrt, siger han med et stort smil. Handelsvaren er kunst: Billeder og skulpturer – og han er stadig handelsmand.

Der er i årenes løb også blevet tid til et levende engagement i det lokalsamfund, han p.t. har været en del af. Sådan var det i de 22 år, han sammen med sin kone boede i Ramsømagle syd for Roskilde. Her var han med til at starte et musikhus. Det lukkede desværre sidste år men nåede mod alle odds at eksistere i 35 år i det lillebitte samfund. Højdepunktet blev nået, da Michael Wiehe spillede Titanic på scenen.

– Det var det højeste, jeg kunne opnå, og så flyttede vi, fortæller han. Næste stop var København, men det blev Kalundborg og ikke mindst Røsnæs, der udøvede den største tiltrækningskraft.

For Søren Mariegård blev det en tilbagevenden, for i 1971-73 boede han i kollektiv på Røsnæs, han har gået på Kalundborg Gymnasium, han har været opvasker i Slotskælderen hos Ole Reimann, og nu har han og hans kone boet fast her på egnen i seks år.

Blander sig i det hele
Søren var ikke i tvivl om, at han ville engagere sig i noget i Kalundborg. Egentlig havde han troet, at dette ”noget” skulle have noget med musik eller kunst at gøre, for det har han ellers altid beskæftiget sig med, men det blev SYMB, hvor han med egne ord blander sig i lidt af det hele.

Han er engageret både i mentorordningen, i den internationale café, og han er lige nu med til at gøre SYMB til et sted også for iværksættere.

Iværksætteriet
SYMB vil prøve at skabe et miljø, der gør det sjovt at være iværksætter i Kalundborg Kommune. Det kan SYMB gøre ved at stille lokaler til rådighed, hvor iværksættere kan leje sig ind og få et fællesskab i stedet for at arbejde hver for sig. Kommer de sammen, tror Søren på, at der sker noget nyt.

Han kalder det starten på SYMB 3.0, for med iværksætteriet vil der forhåbentlig komme penge i kassen hos SYMB, der hidtil fortrinsvis har arbejdet med de bløde værdier.

SYMB skaber smil og glæde
Som medlem af organisationsgruppen vil Søren Mariegård gerne være med til at trække en tyk rød tråd gennem det, der hedder SYMB og alt det, der foregår, så det bliver tydeligt, hvad formålet er.

– Hvad er formålet? Er det at vi får en kop kaffe, eller kan man finde klare og tydeligere mål med det? spørger Søren.

Han vil gerne være med til at sikre, at ”vi får gjort nogle mennesker glade gennem alt det, vi laver”. Det lykkes. SYMB skaber smil og glæde.

Med sin egen medvirken definerer Søren Mariegård målet: ”at få lov til at være med til at lave den her umulige ting i en umulig kommune”. Gået på klingen udtrykker han det sådan, at ”vi glæder os til at få en bedre dialog med kommunen” – og der lader han den stå.

I ventetiden på den dialog kan Søren Mariegård konstatere, at SYMB har succes med at tiltrække mennesker til de mange aktiviteter, foreningen har gang i.

Medskabere
Mange er engagerede som frivillige i SYMB, og netop begrebet frivillig vil Søren gerne udfordre:

– Hvad er modsætningen til at være frivillig? Er det at være lønnet? Det synes jeg ikke, man kan sige. For mig er det vigtigt at inddrage folk, så de er medskabere i SYMB, for det giver medansvar for det, man laver, siger Søren Mariegård og udtrykker det med et velkendt SYMB-slogan:

– Vi laver ikke noget for andre mennesker, men sammen med andre mennesker.

Selv føler han sig om medskaber af SYMB, og det tror han på, alle kan være. – Når der sidder en gruppe kvinder med deres håndarbejde, er de medskabere, for de får flere mennesker til at komme med. Søren ser det sådan, at SYMB vokser takket være medskaberne.

Entreprenant platform
Blandt meget andet er noget af det, engagementet i SYMB har givet Søren Mariegård, de mange mennesker, han har mødt:

– Jeg har fået kendskab til 50 personer her, som jeg ikke ville have lært at kende, hvis jeg ikke kom i SYMB, siger Søren Mariegård. SYMB er et godt sted at finde nye bekendte og venner.

Det er karakteristisk for ham, at han altid roder sig ud i noget, hvor han er med til at skabe og ikke bare udfører en fastlagt arbejdsopgave. Det er entreprenørdelen, der interesserer ham, og det er netop den entreprenante platform, som SYMB repræsenterer, der betyder, at det giver mening for ham at være med. En sådan platform er der efter hans mening brug for i vores lokalsamfund.

NYESTE ARRANGEMENTER

FÅ SYMB-NYT I DIN INDBAKKE

Du bliver opdateret om aktiviteter og SYMB i cirka 6 nyhedsbreve hvert år.

HVAD ER SYMB?

SYMB er en foreningsdrevet socialøkonomisk virksomhed, der forbinder mennesker, bygger fællesskaber og skaber mere liv og aktivitet i vores fælles lokalsamfund. Mennesker i SYMB opbygger relationer og netværk og udvikler en social deltagelse, som gør vores lokalsamfund mere robust. SYMB en fællesskabsplatform, hvor borgere mødes på tværs af de grupperinger, vi ofte inddeler os i. SYMB er med til at skabe et mere bæredygtigt lokalsamfund, hvor flere er med og færre falder ud.

HVORFOR HEDDER DET SYMB?

Kalundborg er hjemsted for en berømt industriel symbiose, hvor den ene virksomheds rest er den anden virksomheds ressource. En cirkulær model, hvor ressourcerne udnyttes optimalt. SYMB er kort for symbiose og er tænkt som en social og relationel pendant til den industrielle symbiose. Ligesom lokale ressourcer udnyttes industrielt, ønsker vi at realisere flere menneskelige ressourcer socialt og relationelt.

VIDSTE DU

… at hos SYMB er der plads til, at også du har et sted at udfolde dig? Har du en interesse, du gerne vil dele med andre, så er SYMB stedet du (også) kan gøre det.

HAR DU LYST TIL

… at give en hånd med, så SYMB også bliver som du kunne tænke dig? Så kontakt os eller duk op til et af vores næste arrangementer. Følg med her eller på vores Facebook-side.

SYMB DRIVES SOM

… en forening og som en non-profit socialøkonomisk virksomhed, hvor overskuddet bruges til fortsat udvikling af blandt andet nye aktiviteter i SYMB.

SYMB
Banegårdspladsen 2
4400 Kalundborg

SYMB’s sekretariatsleder Louise Kolbjørn træffes på:
Mobil: 22 25 66 64         Mail: info@symb.dk

SYMB Privatlivspolitik