Musik, mad & mennesker – den 21. juni

SYMB og Musisk Skole Kalundborg inviterer til fælles sommerkoncert og folkekøkken i Kalundborg Havnepark.
Musikken

Der er mulighed for at opleve, hvad eleverne har arbejdet med i løbet af sæsonen og tage del i den store fællesspisning, som SYMB står for. Musisk Skole har i sæson 2019/2020 40-års jubilæum, og jubilæet skydes i gang i forbindelse med Sommerkoncerten, hvor formiddagen forventes at blive et stort levende hav af børn og unge fra kommunens institutioner.

Der er to scener i Havneparken og en scene i Multihuset, som på skift præsenterer de mange elever.

Havneparken

Udover de gode oplevelser med musik og mad vil publikum også kunne se frem til, at Havneparken har fået et gevaldigt løft. Der er lavet nye kajkanter og højvandssikring. Der er etableret badezone fra det splinternye havnebad med flot træterrasse og undervandsbelysning. Beachvolleybane har fået ny placering, og arealet med græs er udvidet. Der er kommet mere beplantning af buske og blomster. Det bliver så godt, når Kalundborg Havnepark er helt klar til sommerens mange arrangementer. Vi glæder os helt vildt til sammen med Musisk Skole at rykke ind i Havneparken for en enkelt dag for at fejre sommerkoncert, Folkekøkken og Musisk Skoles 40-års jubilæum.

Maden

Folkekøkkenet byder på lækre pølser med toptunet kartoffelsalat og grøn salat. Der er også tænkt på vegetarerne og på smagsløg i børnehøjde.

Det vil også være muligt at stille tørsten gennem hele dagen fra klokken 15.00, for igen bliver der budt på salg af øl, vin, sodavand, kaffe og te. For dem, som er til lune og friskpoppede popkorn, er der også noget at glæde sig til.

Arrangementet holdes i Havneparken fredag den 21. juni. Dørene til fællesspisningen åbnes kl. 17. Forudbestilling af billetter er ikke nødvendig – vi har mad nok til alle.

 

Husk at følge med på hjemmesiden www.symb.dk og på SYMBs Facebook-opslag samt Musisk Skoles Facebook-opslag for at se programmet for dagen, som tager sin begyndelse kl. 15.30.

Frivillig
Hvis du har lyst til at være frivillig og give en hånd med ved Folkekøkkenet, så kontakt tovholder Henrik Brinkløv på tlf. 21 79 00 07.

SYMB’s Folkekøkken handler om at spise sammen og om at have det hyggeligt, lære nogle nye mennesker at kende og dyrke fællesskaber på tværs af de grupperinger, som vi ofte inddeler os i.