Vi siger velkommen til SYMB’s nye Kommunikationskonsulent!
I SYMB måtte vi desværre sige farvel til vores studentermedhjælper Maria Stahl i slutningen af december, men hvor en dør lukkes, åbnes en ny. Derfor siger vi nu velkommen til Fie Vedel Christensen, som SYMBs nye Kommunikationskonsulent.
Fie er født og opvokset i Kalundborg, men har efter at have taget sin Cand. Negot i Global Marketing Management i Odense og sin praktik i Innovation Centre Denmark i Shanghai valgt at ligge sine kræfter i Kalundborg. For som hun siger: ”Kalundborg er byen, hvor jeg er vokset op og hvor jeg har haft mennesker omkring mig, som har forstået at vande mine spirende ambitioner. Da jeg gik på Allikelund Handelsgymnasium, sagde en lærer til mig, at jeg skulle sigte efter at nå månen. Det kunne godt være, at jeg ikke nåede helt derop, men så var jeg nået højt nok op til at tage en stjerne. Den indstilling er blevet en fast del af, hvem jeg er som person i dag”.
Ved siden af hendes arbejde som Kommunikationskonsulent i SYMB, er Fie også ansvarlig for salg og marketing i en mindre virksomhed i Høng, samt brand og digital strategiansvarlig for et nyt projekt startet af det danske innovationscenter i Shanghai, der har til formål at hjælpe danske virksomheder ind på det kinesiske marked. Herudover arbejder Fie også frivilligt i headspace og Blossom, som henholdsvis hjælper unge og sårbare kvinder.
Det er passionen for at hjælpe mennesker, projekter og virksomheder med at gro, der gør, at Fie har glædet sig til at starte i SYMB. ”Uanset om man er ung eller ældre, studerende eller forretningsdrivende, så har de fleste et behov for at gro – gro som menneske, gro som virksomhed, gro ind i lokalsamfundet eller gro sammen med andre”. Fie er passioneret omkring arbejdet med strategisk kommunikation og marketing, men når hun kan kombinere denne
passion med et socialt formål til gavn for det samfund, hun er vokset op i, så bliver arbejdet præget af en helt speciel motivation.
I SYMB har vi glædet os til at tage imod Fie. ”Med Fies flair for kommunikation og marketing og hendes store erfaring med sociale medier, glæder vi os rigtig meget til at få Fie med om bord. Fie kommer til at løfte SYMBs kommunikation til nye højder” siger Louise Kolbjørn. ”Med endnu en kompetent kraft i SYMB, tror jeg på, vi kan lykkes med at samle endnu flere mennesker og skabe udvikling i Kalundborg”.
Følg vores Instagram, Facebook og LinkedIn for at følge med i Fies og SYMB’s arbejde.
Du kan fange Fie direkte på komm@symb.dk eller oprette forbindelse til hende på LinkedIn.