Folkekøkken ala udkantsbyen Middelborg den 14. maj

Den 14. maj slår SYMB dørene op til endnu et spændende og afvekslende Folkekøkken, hvor der igen skal nydes godt af god mad fra Solsikkens køkken. 

 Vi får besøg af forfatter, udkantsdansker og foredragsholder Klaus Haase, som fortæller om livet i Middelborg. Klaus Haase har gennem tre romaner beskrevet udkantsbyen Middelborg og omegn, som kommer i de landsdækkende mediers søgelys, da byens største dagligvarebutik bliver genstand for en gidseltagning. Det udvikler sit til en landsdækkende mediebegivenhed. Der medvirker et farverigt persongalleri: En mønsterbryder. Kyniske kursusarrangører. En uheldig udkantsminister. En poppsykiater. Protesterende Middelborggensere. En aktivist, der laver skandale på Rådhuset. Whistleblowere. Paparazzier mm.. Den opmærksomme læser vil dog næppe kunne overse en vis utilsigtet lighed mellem romanens Middelborg og forfatterens hjemby Kalundborg.

Klaus Haase vil fortælle om sit forfatterskab og sin passion for at formidle livet og ånden i en by i udkantsdanmark, der bliver invaderet af centrumdanmark. Fortællingen rummer også megen social indignation, som er pakket godt og grundigt ind i satire, humor og ironi.

Kom og lyt med, stil spørgsmål og nyd en menu bestående af høne i asparges-estragonsauce med nye kartofler og sprød ærtesalat. Vegetarerne skal nyde tærte med grønne asparges & gruyere.

Arrangementet holdes igen på Café Solsikken, Skibbrogade 52, 4400 Kalundborg. Dørene åbnes klokken 17:00.


Køb billet

Tovholder: Henrik Brinkløv tlf. 21 79 00 07

SYMB’s Folkekøkken handler om at spise sammen og om at have det hyggeligt, lære nogle nye mennesker at kende og dyrke fællesskaber på tværs af de grupperinger, som vi ofte inddeler os i.