Folkekøkken med mad på mærker
Folkekøkkenet i april sætter uret lidt i stå. Vi dvæler ved besættelsestiden og deler fortællinger fra den gang, mens vi nyder rationeringsmad og Richs.
– Det har været ganske tankevækkende at forberede SYMB´s Folkekøkken til tirsdag den 9. april kl. 17 i Solsikken, hvor datoen for besættelsen satte idéen i gang. Vi ville lave `Mad på mærker´, á la de udfordringer en husmor stod overfor i en tid med knaphed på alverdens ting, når hun skulle tilberede dagens aftensmåltid, siger tovholder for Folkekøkkenet, Henrik Brinkløv.
Den daglige husholdning var under pres med rationering af ikke blot kød, smør og sukker, men også af gas, så høkassen blev et vigtigt supplement i hverdagen.
– Vi morede os meget over en opskrift på `Måger i karrysauce med kartoffelmos´, hvor der kun var 75 gram smør i mosen, men det blev ved tanken.
Køkkenchef i SYMB, Ulla Madsen, har modificeret aftenens menu ud fra Paula Biehe´s kogebog `Mad med mærker´ fra 1942.
Vi byder på `Spætteruller med blomkål & rejer og aspargeskartofler´. Til vegetarerne er der `Krigsfisk´, en 100 procent vegansk ret, der blev til, da fiskerne med mellemrum havde svært ved at sejle på arbejde i de danske farvande, der var de mest minerede under Anden Verdenskrig. Til dessert er der `Rugbrødsbudding med æblekompot´. Kaffen denne aften er også i tråd med tiden, for ’det er Richs, der drik’s’. Skulle man være til mere nutidig kaffe, vil man kunne handle med sortbørshandleren HH.
– Set med nutidens øjne, er der overraskende mange gode råd i `Mad med mærker´, som vi med fordel kan lytte til her snart 80 år efter den 9. april. Nedsæt forbruget af kød og sukker, spis flere kartofler, mere grønt og frugt, og køb kun varer der er i sæson, siger Henrik Brinkløv, der selv er vegetar.
Efter spisningen vil en række af de frivillige, der står bag SYMB´s Folkekøkken, fortælle egne, genfortalte eller indsamlede historier om Danmark under besættelsen.
Har man selv en oplevelse på nært hold, er man velkommen til at dele denne.
Tilmeldingsfrist: senest mandag morgen den 8. april klokken 8 eller så længe, der er ledige billetter.
Arrangementet holdes igen på Café Solsikken, Skibbrogade 52, 4400 Kalundborg.
Dørene åbnes klokken 17:00 og slutter ved 20-tiden.
SYMB’s Folkekøkken handler om at spise sammen og om at have det hyggeligt, lære nogle nye mennesker at kende og dyrke fællesskaber på tværs af de grupperinger, som vi ofte inddeler os i.