Folkekøkken med teater 12. juni

SYMB fortsætter årets række af nye, spændende og afvekslende folkekøkkener. Denne gang med teaterforestillingen ”Alle Tiders Jeppe”, der inddrager publikum og er en original nytolkning af Holbergs ”Jeppe fra Bjerget”. Menuen er derfor inspireret af 1700-tallets kogekunst, og igen skal vi nyde Solsikkens gastronomiske lækkerier. Menuen lyder på:

• Coq au vin med nye kartofler
• Champignonpaté til vegetarerne
• Rygeost-salat
• Madbrød med porter

Sted: Café Solsikken, Skibbrogade 52, 4400 Kalundborg

Tid: Dørene åbnes klokken 17:00.

Pris: 60 kr. for voksne og 30 kr. for børn.

“Alle Tiders Jeppe” – en aktuel nytolkning, der inddrager publikum

Teaterstykket ‘Alle Tiders Jeppe’ er for aldersgruppen 5-99 år og fremføres af kongelig skuespiller Niels Vandrefalk Andersen, Holberg Teatret: Jeppe har fødselsdag. I en skatkiste ligger hans historie. Den er fuld af dynamit, som fyres af på dagen. Han har fået en maske af sig selv som ung. Med den leger han den nye dreng i klassen.

Stykket er en original nytolkning af Holbergs ”Jeppe på Bjerget”, der vækker til eftertanke for børn, unge og voksne. Og som forsøger at afdække det at være ”utilpasset, fattig og forkert”. Til sidst lægges op til dialog med publikum: Skal vi bare lade Jeppe sejle sin egen sø?

Forestillingen bygger på tilskuernes aktive deltagelse, så de kommer til at spille Nille, Jakob Skomager, Baronen, Erik Lakaj, ridefoged, ridefogedens kone og Jeppe og Nilles syv børn.

Pressen siger om ”Alle Tiders Jeppe”: 

… stor morskab for de medvirkende børn og deres skolekammerater, der aktivt deltager i både handlingen og den efterfølgende debat.

… essensen i stykket, de afgørende, eviggyldige spørgsmål er bevaret og har nemmere ved at trænge igennem til børnene i den bearbejdede udgave. For hvorfor skal Jeppe livet igennem kaldes en stymper og en fattigrøv. Hvorfor slår Nille ham altid og ligger i med degnen? Hvorfor drikker Jeppe? Hvorfor kan han ikke finde ud af sig selv? Hvorfor bliver han grov og magtsyg, da han vågner i baronens seng?

… I Holberg Teatrets nye fortolkning får Niels Vandrefalk inddraget den aktuelle debat om de unges misbrug af alkohol og stoffer, og i den efterfølgende debat kommer der gode, sunde bud på Jeppes livssituation.