Alle tiders aften i SYMB

Niels Vandrefalk Andersen præsenterede original nyfortolkning af Holbergs ”Jeppe på Bjerget”.   Menuen ved SYMBS Folkekøkken i Café Solsikken var inspireret af 1700-tallets retter.

Af journalist Sonja Husted Rasmussen

 

I løbet af et øjeblik har han erobret rummet.
Kongelig skuespiller Niels Vandrefalk Andersen er på fra første sekund, når han indtager scenen med en af sine Holberg-fortolkninger.

 

Sådan var det også tirsdag den 12. juni, da scenen var sat i Café Solsikken, Kalundborg, i forbindelse med SYMBs Folkekøkken, det sidste før sommerferien. Leder af Holbergteatret i Sorø, Niels Vandrefalk, præsenterede ”Alle tiders Jeppe”, der er hans meget originale og vedkommende nyfortolkning af ”Jeppe på Bjerget”.

 

Der er mange personer omkring den drikfældige, højttalende Jeppe, og de roller blev spillet af engagerede tilskuere, myndigt udvalgt af Vandrefalkens skarpe blik. 

 

Det klassiske spørgsmål: Hvorfor drikker Jeppe? var selvfølgelig oppe at vende, og i den efterfølgende debat nåede tilskuere og skuespiller frem til den konklusion, at det er en uomgængelig nødvendighed at være opmærksom på børns trivsel, fra de er små, for at de kan lykkes i livet.

 

Appetit på Holberg
”Alle tiders Jeppe” er en glimrende appetitvækker til Holbergs forfatterskab, og selvom Holberg levede for mere end 200 år siden, er han evigt aktuel med sin indsigt i at føle sig forhutlet, fortvivlet og forkert og dope sig som trøst. Et begejstret publikum, der talte både børn, unge og ældre, kvitterede for oplevelsen med langvarige klapsalver og rosende ord.

 

 

I aftenens anledning havde Café Solsikkens dygtige kokkehold under ledelse af Helle Freiesleben fremtryllet alle tiders menu bestående af Coq au vin med salat af spidskål og rygeost, lækkert madbrød samt champignonpaté til vegetarerne. SYMB kunne notere sig endnu en succes med god snak omkring bordene både før og efter forestillingen. 

 

 

Tillykke

Aftenen stod i øvrigt i fødselsdagenes tegn. Jeppe havde nemlig fødselsdag, og der blev sunget fødselsdagssang for ham, mens han (Niels Vandrerfalk) viftede med flaget.

 

 

Nogle af gæsterne fejrede også fødselsdag, eller i hvert fald en fødselsdagsgave. Kylle Gulmark (t.h.) havde foræret Hanne Ilkjær og Ole Bünger (t.v.) en aften i SYMBs Folkekøkken i anledning af Hannes fødselsdag, og den gave faldt helt i modtagernes smag.