Julehilsen fra formanden
Helt traditionelt tænker vi alle i denne tid tilbage på året der gik, men også frem til højtiden, der venter og det kommende år. Hvad venter der af nye spændende udfordringer i 2020? Som formand i SYMB er man – som alle andre i foreningen – en frivillig, der gerne bidrager til vores fælles lokalsamfund. Formandsrollen indeholder dog lidt mere formelt ansvar og en mulighed for at kommunikere bredt.
Mit hovedbudskab er TAK. Tak til alle de aktive SYMBere, som med både små og store indsatser, dagligt eller mere sporadisk, yder en indsats for, at SYMB fungerer, lever og hele tiden udvikler sig. I SYMB gør vi ikke noget for nogen, men skaber sammen i fællesskab.
Når jeg kigger tilbage på året 2019, har det overgået vores vildeste forventninger. At stå ved beslutningen i december 2018 om at investere tid og penge i ’eget hus har haft altafgørende betydning for SYMB’s overlevelse. Man kan bare se på de sociale og lokale medier omkring alle vores arrangementer og tiltag – eller deltage i nogle af dem. Her skabes og udvikles fællesskaber, og man bliver i den grad overbevist om hvor meget betydning SYMB har for både lokalsamfundet og menneskene i og omkring SYMB.
I nytårstalen sidste år talte jeg om SYMB 2.0 som skulle stå på 2 ben – et forretningsben og et ben af alle de gode frivillige aktive kræfter. Begge ben står nu solidt i vores eget hus og med et kommende ben i erhvervsfremme og innovation via vores nye indsatser med iværksætteri og kontorfællesskab (udlejning) og erhvervscafe (netværk) har vi en solid taburet.
Så mangler kun et endnu mere solidt ben fra den offentlige sektor i form af flere professionelle samarbejder og partnerskabsaftaler, så er bordet med de 4 ben i balance klar til den store servering af fællesskaber.
I den forbindelse også en stor TAK til de mange offentlige aktører, som allerede fra hele Danmark har fundet vejen forbi, og som enten har hørt og lært – eller indgået partneraftaler til fælles glæde og gavn. Uden de professionelle kunne SYMB ikke fungere og skabe grundlaget for de frivillige, og modsat.
Vi er alle sammen om SYMB, så afslutningsvis bare en STOR TAK til alle – store og små. I giver alle troen på tankerne bag SYMB liv og værdi. God jul og rigtig godt nytår.
På vegne af SYMBs bestyrelse Peter Joensen