SYMB 3.0 er snart klar
SYMB gennemgår en større renovering og opfriskning, og flittige frivillige folk har siden sommerferien været i gang med arbejdsprocessen. Kun de sidste småting mangler, før vi med stor glæde kan vise jer det endelige resultat. Selve designopgaven er SYMB så heldige, at Mette Bjørn Frisk har stået for.
Da SYMB tilbage i marts 2019 rykkede ind i stationsbygningen i Kalundborg, var der en del istandsættelsesarbejde at gå i gang med. Her trådte mange gode frivillige til og gav en hånd med. I takt med at SYMB er vokset både på det sociale og erhvervsmæssige plan, har de fysiske rammer efterhånden kaldt på genopfriskning, forandring og nytænkning. Og her kommer Mette Bjørn Frisk ind i billedet. Mette arbejder til daglig som projektassistent i en virksomhed i Holbæk. Hun har en enorm flair for boligindretning, kreativitet og design – hvilket også kan ses, når man besøger SYMB fremover! Mette har taget designopgaven og -processen til sig, og sat ind med alle sejl, for at skabe et opjusteret og tidssvarende SYMB, med alt hvad det indebærer. SYMB er anderledes, skæv, finurlig, spændende og meget, og det er netop dén ånd, som Mette lader skinne igennem i designet og indretningen.
Mange nye elementer er tilføjet SYMBs rammer, og mange af de ’gamle’ har skiftet plads og pustet nyt liv i en anden del af huset. SYMB skaber iværksætterhus på stationen, og især på førstesalen har der været et tilbagevendende ønske om en opjustering af lokalerne, der udgør en stor del af kontorfællesskabet. Mange fantastiske frivillige er trukket i arbejdstøjet, og der er blevet malet, skrubbet og skuret, boret og banket, løftet og samlet i hele huset. Flotte nye farver pryder nu både førstesalen og stueetagen, og den gamle Ventesal, ud mod DSBs venterum, har fået en komplet makeover. Hér vil der nemlig fremover være et lækkert mødelokale med nye siddearrangementer og behagelig akustik, så der kan holdes workshops, arbejdsmøder etc. Nye møbler er blevet indkøbt og samlet, og blandt andet SYMBs indgang fra Jernbanevej har fået den store tur, med stilrene træpaneler på én væg, og et flot bænke- og billedarrangement ved siden af døren og langs trappen. Alt dette er blot nogle af de mange, flotte indretningstiltag der nu er at finde i SYMB takket være den meget værdsatte indsats af både alle, der har været og er med i selve arbejdsprocessen og Mette Bjørn Frisk. I galleriet herunder kan du se nogle af de mange, fantastiske hjælpere i gang med arbejdet.
SYMB viser endnu engang hvor meget vi kan – og især hvor meget vi kan sammen!
Tusind tak til alle, der har været og stadig er en del af SYMB 3.0-processen!