Han er med til at give flygtninge en stemme
23-årige Popal Khan Naseri fortalte sin bevægende historie om død og flugt. I dag tror han på fremtiden.
Af journalist Sonja Husted Rasmussen
Der var helt stille i Café Solsikken, da Popal Khan Naseri berettede om sin fortid i Afghanistan, om sin farefulde flugt og om den tro på fremtiden, der er vokset i ham gennem de syv år, han har boet i Danmark.
SYMB satte fokus på flygtningeproblematikken ved Folkekøkkenet tirsdag den 8. maj. Det skete under overskriften ”Mad, musik og mentorordning” og blev en aften i medmenneskelighedens tegn.
En dygtig, syrisk dansetrup præsenterede danse fra deres hjemland for publikum, og også maden var syrisk inspireret. Den havde Ulla Madsen fra Ullas Landkøkken været med til at tilberede sammen med medarbejderne i Café Solsikken, og der vankede stor ros for den kulinariske indsats.
Susanne Fast Jensen, der arbejder i 3F, orienterede om FIU-Ligestillings mentorordningen, hvor mentorer hjælper flygtninge et skridt nærmere en uddannelse eller et arbejde med ordnede løn- og arbejdsvilkår. Der er behov for flere mentorer, og hun opfordrede interesserede til at tilmelde sig. Det kan ske på www.fiu-ligestilling.dk.
Popals historie
Dansk Flygtningehjælp Ungdom hjælper unge flygtninge til at fortælle deres historie for at give flygtninge en stemme i debatten. De bestemmer selv, den historie de vil have frem, måske om flugten, om livet i det land, de flygtede fra, eller om mødet med Danmark.
Popal er med i projektet, der omfatter en gruppe frivillige unge, hvoraf nogle selv er fortællere, og nogle underviser i fortælling. Hans beretning foregik på flydende dansk, og han førte tilhørerne med tilbage til Afghanistan, hvor hans far, der var politibetjent, blev dræbt af Taliban. Selv blev han som 13-årig fanget og tilbragte tre måneder i en Taliban-træningslejr for selvmordsbomber.
Han flygtede, og det blev starten på en flugt med ufattelige rædsler. Undervejs brækkede han begge ben men kunne ikke få lægebehandling. Han nåede først til Iran. Derfra kom han videre til Istanbul, hvor han boede i en kælder i et halvt år. Her fik han kontakt med en læge, der rådede ham til at tage til Europa, noget han ikke anede hvad var.
Danmark, et drømmeland
Da han hørte, at han i Europa kunne få lægehjælp og uddannelse besluttede han sig for at gøre forsøget. I en overfyldt gummibåd nåede han til Grækenland, dog først efter at båden kæntrede, og han blev reddet i land på græsk jord. Her ventede der ham tre måneders fængsel, og senere lykkedes det ham at komme videre til Italien, Frankrig og Tyskland. Han levede som hjemløs, og han var sulten og beskidt. I Hamburg mødte han en landsmand, der anbefalede ham til at tage til Danmark. Han fulgte rådet, og han glemmer ikke den togfører, der i toget gennem Danmark, som han synes er smukt som et drømmeland, forsynede ham med juice og sandwich.
Opholdstilladelse
Popal var 16 år, da han ankom til Sandholmlejren, og det blev en periode fyldt med angst for ikke at få lov til at blive.
Det fik han. I 2011 fik han opholdstilladelse. Han har arbejdet som frivillig både i politiet og i hjemmeværnet, og det er hans fremtidsdrøm at blive en god politibetjent og hjælpe det danske samfund.
Popal måtte støtte sig til en stok under sin gribende fortælling. Han blev for nylig overfaldet af en gruppe unge, han ikke kendte. Overfaldet skete i et dansk-tog.
