SYMB til højbords i Middelalderen – 13. august

Kom og vær med til et næsten autentisk middelaldermåltid med datidigt bestik, når SYMB tyvstarter Kalundborgs fejring af flaget, der faldt ned fra himlen, med Folkekøkken tirsdag den 13. august i Café Solsikken.

I den ene ende af gildesalen, kan aftenens mest prominente gæster, borgfrue Ingeborg, og hendes husbond Hr. Peder, siddende under Esbern Snares personlige banner, ved et flot pyntet højbord, skue ud over byens mere jævne borgere, inden hyldesten af Dannebrog kan begynde med et festmåltid. 

I Middelalderen kendte man ikke til kartofler, eller vegetarer for den sags skyld, men Solsikkens køkken svinger med tryllestaven og byder på: 

  • Lammegryde med marineret lam og linsegryde med rodfrugter til vegetarerne
  • Blomkålsmos med bispebrød og smør

Efter sådan et måltid, er det helt naturligt at give ordet til Borgfrue Ingeborg, alias Cathrine Vestergaard Brandstrup, Museum Vestsjælland, som vil fortælle om periodens måltider, råvarer og bordskikke, siger Henrik Brinkløv, tovholder for Folkekøkkenet. Herefter vil Hr. Peder, alias Mads Findal, Museum Vestsjælland/Kalundborg Museum, beretter historien bag festivalen, hvis omdrejningspunkt er Valdemar Sejr, som i 1219 netop var vendt hjem til Kalundborg efter et korstog mod det hedenske Estland. Med sig hjem har han Dannebrog – flaget, der faldt fra himlen.

Historien om flaget har en meget nær tilknytning til Kalundborg, som vi glæder os til at høre meget mere om, siger Henrik Brinkløv. 

Selve Middelalderfestivalen, som Cathrine Vestergaard Brandstrup tillige er tovholder på, afvikles med massevis af aktiviteter for alle aldersgrupper i Højbyen og på Vestborgen i weekenden den 31. august – 1. september.

Folkekøkkenet holdes igen på Café Solsikken, Skibbrogade 52, 4400 Kalundborg. 
Dørene åbnes klokken 17:00 og slutter ved 20-tiden.


Køb billet

SYMB’s Folkekøkken handler om at spise sammen og om at have det hyggeligt, lære nogle nye mennesker at kende og dyrke fællesskaber på tværs af de grupperinger, som vi ofte inddeler os i.