“Lige om lidt får vi svar på SYMB’s første større fondsansøgning…”
af Louise Kolbjørn, initiativtager til SYMB
I slutningen af marts blev der pustet ud efter godt tre ugers arbejde med udvikling af projektdesign, møder med forskellige interessenter og sparringspartnere og en ikke mindst mange timers skrivearbejde ved computeren. Og svaret venter vi her i slutningen af juni – kryds fingre!
Efter 1½ års arbejde med at mobilisere og udvikle SYMB er jeg ikke et sekund i tvivl om, at SYMB har ramt en åre i tiden, og der findes et kæmpe uudnyttet potentiale i, at vi forbinder os på nye måder og skaber fællesskaber på tværs af de klassiske grupperinger, vi ofte inddeler os i Danmark. I SYMB kan vi rigtig meget med kræfter fra iværksættere og gode frivillige. Men vi vil kunne meget meget mere, hvis vi havde lidt lønnede kræfter, der kan være den støttende ramme, der hjælper de mange frivillige til at føre deres fine idéer og initiativer ud i livet. Jeg ser et behov for, at vi får etableret et lille sekretariat, der kan tilføre SYMB mere volumen og kraft, så vi for alvor kan komme ud over stepperne og opbygge endnu flere frivilligegrupper, lave endnu flere forskellige aktiviteter og blive endnu bedre til at forbinde flere forskellige mennesker i vores lokalsamfund. Derfor er der nu søgt midler til et såkaldt ”Community Organising”-sekretariat.
Community organising er groft oversat “organisering af lokalsamfundet”. Det er en tilgang til at opbygge forpligtende lokale fællesskaber på tværs. Community organising er baseret på langsigtet relations- og netværksopbygning. ‘Community organisere’ kan arbejde i lokalområdet med at møde og opbygge relationer til lokale borgere og danne netværk på flere niveauer. I kontakten med borgerne identificeres lokale handlekraftige borgere, der er interesserede i at handle sammen for at forbedre og forandre det lokalsamfund, som de er en del af. Arbejdet ligger derfor mest af alt i at støtte lokale borgere i at tage aktiv del i samfundet, i stedet for at gøre det for dem. Og det er jo præcis det, vi har sat i gang med SYMB.
Jeg drømmer om, at vi får dedikerede kræfter til at skabe en stærk SYMB-base, Så vi ikke er helt 100 % afhængige af de kræfter, vi kan lægge som ulønnede iværksættere og frivillige. Jeg drømmer om, at vi kan have en mindre medarbejderstab, der kan varetage en række af de opgaver, vi i dag løser med hiv og sving ved siden af vores lønnede arbejde. Det betyder ikke, at vi skal drosle ned på den frivillige handlekraft og det frivillige initiativ – tværtimod kan vi sætte gang i endnu mere og udvikle endnu flere frivilligemiljøer og aktiviteter, når den støttende ramme bliver mere robust, end det er tilfældet i dag.
Men hvad er det så for konkrete opgaver, som vi har et stigende behov for at få løst? Ja, det er f.eks.:
- Borgermobilisering, eventmageri og support til de frivillige, f.eks. idéudvikling, forbinde aktører igangsætning, skriftlig større, koordinering, fundraising mm.
- Udbygge viften af faciliteter til SYMB-aktiviteter
- Kommunikation og markedsføring; pressehåndtering, aktiviteter på de sociale medier, nyhedsbrev, udvikling og drift af hjemmeside, produktion af mindre film og video-spots, udarbejdelse af div. tryksager og den slags
Herudover kommer de mange opgaver, der ligger i at udvikle og styrke SYMB som organisation ved at koble aktører og interessenter i lokalsamfundet og opbygge samarbejdsflader til bl.a. foreningsliv, erhvervsliv, uddannelsessektor og kommune. Men også facilitering af samskabende processer f.eks. borgermøder, temadage og læringsforløb, samt div. oplæg og foredrag om SYMB. Og ikke mindst det arbejde, der ligger i at udvikle en bæredygtig socioøkonomisk forretningsplan for SYMB på den lange bane.
Ja, det er ikke småting, der skal fikses og løbende arbejdes med, når vi opbygger og udvikler SYMB. Så min drøm er, at vi får mulighed for at ansætte nogle medarbejdere, der kan løfte opgaven og gøre det endnu lettere at engagere sig og udvikle initiativer i SYMB-regi, både som frivillig, iværksætter og almen deltager.
Når det er sagt, skal SYMB ikke leve af fondsmidler for evigt. Dette er blot et redskab i en overgangs- og modningsperiode på vejen henimod at blive en bæredygtig socialøkonomisk virksomhed. Jeg ved, at flere er nysgerrige på, hvad en socialøkonomisk virksomhed er og, hvordan vi opbygger SYMB som en socialøkonomisk virksomhed. Det kommer der nok en klumme om et SYMB-NEXT inden længe☺
Indtil da – spred ordet om SYMB, spis i Folkekøkkenet, kig ind til Eventgruppemøderne.
Vi glæder os til at se dig – hilsner fra Louise ☺