Fællesskabets muligheder, tanker fra en civil borger – Klumme august 2017
af Lisbeth Hanghøj Kristensen
En samtale med en kollega for noget tid siden, har igen gjort mig opmærksom på en stor problematik for min nuværende kommune.
Jeg spurgte min yngre kollega om han aldrig overvejede at droppe den daglige tur fra København – Kalundborg til og fra arbejde, hvortil han svarede:
”Jeg er 27 år. Jeg har en kæreste, som skal til at læse videre på AAU. Vi har ingen børn – jeg kunne aldrig drømme om at flytte til Kalundborg”. Han lagde tryk på aldrig.
Sådan lød det tørt fra min unge, akademiske og meget dygtige kollega. En kollega jeg vil
karakterisere som: knivskarp, analyserende, ambitiøs, og stærk i forhold til at knytte relationer og med et udblik til resten af verden. En klar ”like-to- have-borger” for kommunen og dens virksomheder, og i øvrigt oprindeligt opvokset i 4400.
”Hvorfor ikke?” spurgte jeg, selvom jeg udmærket kendte begrundelsen. Jeg havde blot brug for at få mine teser bekræftet – igen. Han sagde følgende:
”Hvis du flytter til Kalundborg, så kræver det at du er ”sat”, eller kan affinde dig med at dine sociale relationer skal udgøre kollegaerne på dit arbejde”. Manglende sociale relationer begrænser nye borgere i at flytte til byen/kommunen. Det meste foreningsliv herude – det kræver, at du kender nogen, som du kan dyrke din sport med. Du kommer ikke bare udefra, uden at kende en eneste og så starter i badmintonklubben. Der er formentlig ikke en eneste 27-årig i 4400, som spiller badminton på et højere plan i kommunens klubber.
”Dem som spiller, de er alle på din alder (han kiggede på mig – 40 år) eller derover, og så har de familie, som størstedelen af deres fritid går med. Der er absolut ingen kulturelle tilbud for unge voksne – jo du kan gå ned i biografen og se en film. Men det bliver sammen med et eller to andre par, og så bliver du virkelig bekræftet i, at du ingen venner har, slet ikke hvis du flytter hertil som single. No way”, fortæller han. De unge har ikke lyst til at vende tilbage.
Jeg gennemgik tilflytterprognosen som ligger på Kalundborg Kommunes hjemmeside. Ifølge prognosen, forventes det, at 12% af de unge i alderen 17-24 år vil fraflytte kommunen i perioden 2017-2033. Kun 1% af de 25-46- årige forventes at tilflytte egnen i samme periode. Det tyder på, at en stor del af disse unge aldrig har tænkt sig at vende tilbage til egnen, og dermed er der en klar risiko for, at kommunen bliver affolket og mindre mangfoldig i forhold til befolkningsgrupper.
Min kollegas begrundelser for manglende lyst til at vende tilbage til byen gjorde indtryk, for han havde fuldstændig ret, også hvad angik mine fritidsaktiviteter. Jeg går ikke til sport, og skulle jeg, ville det kræve at jeg var villig til at tage afsted alene, for jeg kender ikke en sjæl i nogle af foreningerne i Kalundborg, som den tilflytter jeg er. Jeg ville med andre ord ikke ane, hvordan jeg skulle skaffe mig en badmintonmakker.
1 http://reader.livedition.dk/kalundborg/1134/html5/
Hvorfor har Kalundborg Kommune svært ved at tiltrække nye borgere?
Mangler politikerne AMBITIONER? Måske. RAMMER? Entreprenante, udviklende, frie rammer som giver vilde, ambitiøse unge mulighed for at bidrage, inspirere og måske endda provokere lokalmiljøet, samtidig med at de har mulighed for selvudvikling. Eller at de kan blive uddannet fra andre uddannelsesinstitutioner end dem som har adresse i regionen. Rammer som kan gøre det muligt at skabe alternativer til det klassiske og helt uundværlige foreningsliv.
MANGFOLDIGHED? Ja.
VILJE eller LYST hos den enkelte kalundborgenser til at ville betale for andet en pommes frites, menuer fra friturelugtende restauranter, mainstream-cafeer med identiske menukort, hvor det vildeste bliver en morgenmadsbuffet med kedelig frugt og halvkolde latter, samt andre typer af events end dem der primært satser på rodeotyren, hoppe-borge, tivoliland og fadølsbarer, bands for aldersgrupper omkring 40plus. Alt sammen mikset i en skøn forvirring, og som umiskendeligt minder allermest om Vorbasse marked. Og ikke at der er noget galt med Vorbasse marked. Men hvis madpakken primært består af leverpostejsmadder, så bliver det kedeligt. Leverpostejsmadder – de er fantastiske, men der må gerne være et alternativ hertil.
MULIGHEDER? Muligheden for at den enkelte borger kan folde drømmenes faner ud, og yderligere realisere dem i lokalområdet, enten som global iværksætter, lokal iværksætter, forfatter, sanger eller konditor?
Flere NGOér?
Mere FÆLLESSKAB?
Listen af mangler og udfordringer i forhold til hvad 4400 og kalundborgenseren kan gøre anderledes er lang.
Kan jeg selv gøre en forskel?
Jeg tog udgangspunkt i mig selv, efter at have læst professor i psykologi Svend Brinkmans forestillinger om fællesskaber og hans stoiske tilgang til det moderne liv. Dette kobler jeg til den undersøgelse, jeg her henviser til: ”En undersøgelse af livsvilkår og social eksklusion i Danmark” (SFI, juni 2017) 2 dokumenterer, at ca. 4 % af den danske befolkning kan betegnes som socialt udsatte, mens 18 % er i risikogruppen. Begge grupper, altså godt hver femte dansker, risikerer at føle sig ekskluderet af vore fællesskaber. Resultaterne fra undersøgelsen tyder på, at civilsamfundet kan spille en vigtig rolle i at få udsatte danskere ind i fællesskaberne.
Jeg som civil borger kan altså give lidt til fællesskabets bedste, blot ved at stille mig til rådighed og deltage i arrangementer, hvis formål er at samle alle grupper om et fælles bedste. Med den pointe for øje, at jeg ikke nødvendigvis bliver økonomisk aflønnet, eller får et bedre eller stærkere CV med mig som belønning.
2 https://www.sfi.dk/publikationer/faellesskabsmaalingen-13326/
Flere lokale foreninger kan være vejen frem. Kunne SYMB være den platform, der på sigt kan gavne befolkningssammensætningen i Kalundborg? Ville jeg som en del af civilsamfundet implicit kunne understøtte virksomhedernes behov i forhold til at tiltrække velkvalificeret arbejdskraft, blot ved at være med til at skabe og fremme forskellige muligheder for alle befolkningsgrupper i Kalundborg?
Det tror jeg.
Men det kræver, at jeg kan finde overskuddet til at komme ud og være sammen med andre end min egen vennekreds og familie efter arbejdstid. At jeg kan give noget af mig selv, uden at skulle have noget igen. Og at jeg ikke nødvendigvis kan måle graden af effekten på min indsats her og nu. Hverken i form af tilflyttere eller økonomi.
Men tænk sig, hvis jeg blot ved at donere lidt af mig selv, kan være med til at skabe en platform, hvor unge, gamle, udsatte, stærke, handicappede, gud og hver mand kunne mødes og blive inspireret, gå nye veje, udveksle videndeling med hinanden i forhold til, hvad de har set og oplevet udenfor 4400.
Tænk, hvis jeg kunne skabe en platform, hvor ældre kunne bidrage med deres livserfaring, deres håndelag og være til hjælp for en ung person, uden at hverken den unge eller den gamle skulle føle de stod i gæld til hinanden.
Tænk, hvis jeg kan være med til at skabe sociale arrangementer for den almene befolkning i Kalundborg, som ikke omhandler rodeotyre, hoppelegeland og tivolier. Tænk, hvis man på sigt kunne se SYMB! som den lim, der forbinder små communities i Kalundborg.
Hvad kan det ikke føre med sig på sigt, sammen med en motorvej og bedre og billigere offentlige transportmuligheder? Måske det kunne føre det med sig, at jeg om ti år ville høre min unge, sprøde kollega sige – ”mig og min kæreste, vi flytter til Kalundborg.”
Der er fede muligheder for at blive inspireret og vi kan sagtens connecte op med resten af kloden herude.
Med ønsket om en forhåbentlig varm og lun sensommer.
Lisbeth Hanghøj Kristensen