Samtalekøkken magnet for nye SYMB-deltagere.

Der blev snakket på kryds og tværs over bordene tirsdag den 8. januar til SYMBs første Folkekøkken i 2019 – og det var just tanken ud fra den mening, at sjove og uventede samtaler bringer mennesker tættere sammen.

Af journalist Sonja Husted Rasmussen

Samtalerne gik livligt ved bordene til SYMBs første arrangement i det nye år. Deltagerne var enige om at lægge mobiltelefonerne væk og koncentrere sig om samtalen, og skulle nogen løbe tør for emner, var der hjælp at hente ud fra en række spørgsmål, der var trykt på dækkeservietterne.

Nogle af spørgsmålene lød for eksempel:

  • Hvornår grinede du allermest?
  • Hvilket øjeblik vil du helst genopleve?
  • Hvilke tre ord kendetegner dig som person?

De fleste snakkede dog løs uden hjælp, men spørgsmålene er en sjov måde at få løbet en samtale i gang.

Isfuglene fløj til SYMB

Folkekøkkenet havde tiltrukket mange deltagere, der ikke tidligere havde været med i SYMB. Sådan ca. halvdelen af de mennesker, der var samlet i Café Solsikken, var med for første gang.

Det gjaldt for eksempel Dorthe, Anna, Kjerstin og Merethe, der sad ved et af bordene.
De kender hinanden fra vinterbadeforeningen Isfuglene, men turene i Kalundborg Fjords iskolde bølger giver ikke mulighed for lange samtaler.

– Det er enormt givende for os at sidde her og sludre og komme tættere på hinanden, sagde Dorthe.

Til brug for den indbyrdes kommunikation har de sammen med en femte ”isfugl” dannet en lille messenger-gruppe , men de syntes, det var dejligt at mødes på en nye måde.
Merethe er meget glad for at være medlem af Isfuglene, hvor der er en rar og imødekommende stemning. Hun har tidligere været medlem af en anden badeklub ved København, hvor det absolut ikke var tilfældet.

– Der følte jeg meget ensom, husker hun. Det gør hun ikke hos Isfuglene, og nu har Isfuglene fundet frem til SYMB som et godt sted at mødes.

Sammen med de øvrige nød de en dejlig middag bestående af Osso buco med safran-ris samt bønnesalat med soltørrede tomater. Til vegetarerne vankede der lasagne med svampe og babyspinat.

Hvidvaskning

Folkekøkken-gruppens medlemmer er meget synlige, idet de alle er iført sorte SYMB-forklæder med store lommer. Gruppens tovholder Henrik Brinkløv, der bød velkommen til arrangementet, opdagede, at der lå en 50’er i en af lommerne. Et andet medlem af gruppen, Vibeke Karlsson, udbrød spontant: 

– Jamen jeg har da lige vasket forklæderne! 

Pengesedlen havde overlevet, og da der i den anden lomme befandt sig et hvidt papirlommetørklæde, var der bred enighed om, at dér var hvidvaskningen lykkedes til fuldkommenhed – om banken er villig til en bytter, er dog et spørgsmål.