Kom frem, alle i kreative folk
Har du lyst til at strikke, hækle eller tegne sammen med andre? Så er Krea-gruppen stedet for dig.
Af journalist Sonja Husted Rasmussen
De mødes hver anden onsdag i Aktivitetscenter Munkesøen. En flok mennesker, der har det til fælles, at de kan lide at bruge deres hænder og se resultatet vokse frem, hvad enten det er strikning, hækling, broderi, syning, tegning eller noget helt andet.
Med håndarbejdet mellem hænderne går snakken livligt. Der er kaffe og te på bordet, og det er efterhånden blevet en tradition, at en af deltagerne tager kage med.
SYMB greb idéen
Det hele startede for halvandet år siden med, at Nicole Sørensen savnede et sted, hvor hun kunne mødes med andre, der deler hendes interesse for at være kreativ.
Så læste hun på facebook om SYMB: Et innovativt, socialt og kreativt fællesskab på tværs af klassiske interessefællesskaber og traditionelt foreningsliv.
– Lige noget for mig, tænkte Nicole og kontaktede Symb!, der hurtigt greb idéen, og Kreagruppen blev skabt. Starten blev lån af lokale i Café Solsikken, og her mødtes deltagerne i begyndelsen.
Sidste sommer rykkede Krea-gruppen til et lokale i Aktivitetscenter Munkesøen på Esbern Snaresvej 55, hvor det er muligt at træffe en fast aftale om lån af lokale hver anden onsdag for et halvt år ad gangen.
Her er gruppen glad for at være. Deltagerantallet varierer fra gang til gang fra nogle ganske få til op til en halv snes personer.
Man kommer bare, når man har lyst. Der er ingen tilmelding, og man bliver så lang eller kort tid, man ønsker. Der er åbent fra kl. 18,30 til kl. 21,30, og Nicole er nøglepersonen, der sørger for at åbne og lukke.
Alle medbringer egne materialer. Selv er Nicole meget glad for at sy, og hun medbringer sin symaskine til de kreative onsdage.
Hun oplever, at en fast kreativ dag hver anden onsdag fastholder hende i de projekter, hun går i gang med, og det er en stor tilfredsstillelse.
Tre generationer
Det sker ikke så sjældent, at Nicoles mor er med sammen med sit strikke- eller hækletøj, og også Nicoles datter Nelly på otte år synes det er hyggeligt at være en del af Krea-gruppen. Hun tegner eller hækler, for det har hun lært af sin mormor.
Nicole synes, det kunne være fint hvis flere unge dukker op og måske lærer at hækle eller strikke af den ældre generation:
– Det skal være et rum for alle, et frirum! siger hun.
Det går lidt langsomt med at få flere til at dukke op og tage del i aktiviteterne, men i SYMB er erfaringen, at det tager tid at starte noget. Derfor prøver Nicole at være tålmodig, for hun kan ikke forestille sig, at der ikke sidder en masse mennesker rundt omkring, der ligesom hun selv synes, det er rart at være sammen med andre om at være kreativ. Det gælder bare om at fortælle dem om muligheden.
Se kontaktinfo og læs mere om KREA-gruppen.